Du kender det sikkert godt, indeni er der en stemme, der hele tiden kører og fortæller dig, at du ikke er god nok, eller skal yde noget mere. Eller endnu værre, aggressivt ”angriber” og nedgør dig.
Jeg har den selv og kalder den min ”come on” stemme. Jeg skal hele tiden videre og kan ikke tillade mig at hvile på laurbærene, og når det går dårligt med den mindste ting, så bliver det endevendt og kørt i stilling mod mig selv. Jeg skal have på puklen. I psykoterapien kalder man disse sider af personligheden slavepiskeren eller dommeren.
Det er ikke for at få medlidenhed, jeg skriver det, mere for at dele det med dig og bare sige der er mange, der kender den stemme fra deres eget liv. Du er ikke alene om den selvkritik og selvhad, du oplever.
Puha det er slet ikke fedt, nej temmelig ufedt faktisk. En stemme, der hele tiden eller en del af tiden, decideret modarbejder dig selv-og nedbryder dit selvværd stille og roligt og effektivt.
Mange år har jeg været plaget af den stemme, men er nu kommet til et sted i mit liv, hvor jeg kan håndtere den noget bedre, ikke perfekt. Men jeg har erhvervet nogle redskaber til at deale med den meget nedgørende side; dommeren eller slavepiskeren.
Tidligere kørte den automatisk indeni, jeg følte mig udstillet/stegt overfor mig selv-og kunne intet gøre, følte mig hjælpeløs. Nu er jeg dog blevet bevidst om den side. Før det kørte den nedgørende side af med mig-uden jeg overhovedet vidste af det.
Nu er det en del anderledes og jeg kan bedre håndtere den mere nedgørende side og det har sikkert også en del at gøre med min større nænsomhed overfor mig selv.
Jeg har i mange år arbejdet med egne problematikker, for på den måde at blive en bedre psykoterapeut, ikke at føre egne problemer over på klienten og for at få det bedre med mig selv. Det har givet en større omsorg, varme og empati overfor mig selv.
Sammen med den forståelse jeg har fået fra bl.a. psykoterapien og meditationen, at se på ens egne tanker/følelser udefra-holde dem lidt mere ud i strakt arm-og se hvordan de går ind og nedgør og undergraver mig.
Oveni og som det vel nok største enkeltstående bidrag til at håndtere min selvkritik og mit selvhad, er en god og stabil forbindelse med min krop.
Det man forstår ved jordforbindelse, dvs kontakt med f.eks fødder, ben, sæde og ryg-så de bliver varme, tilstedeværende og brugbare til at rumme nogle af disse følelser af ubehag, kulde, skyld og skam etc.
Kroppen er en fantastisk container til at rumme og håndtere disse følelser, når du mærker/tør gå ind i at mærke følelserne i kroppen, så forandrer de sig typisk efter et stykke tid og så forandrer konsekvenserne af følelserne sig også. Håber det er til at forstå og ikke bliver for højpandet, ellers sig gerne til.
Gennem den forståelse, er det lykkedes mig, at holde den værste kritik fra døren og komme ind med en del nænsomhed, omsorg, varme og perspektiv på mine handlinger og forsøg. Jeg gør sådan set det bedste jeg kan og vil gerne udvikle mig på det punkt, så kan jeg ikke gøre meget mere.
I dag spiller jeg meget bordtennis og gjort det mange år på elite-niveau, altid er jeg blevet sur på mig selv, hvis jeg tabte-og glad hvis jeg vandt. Nu er det nemmere, at holde den værste nedgørende kritik fra døren, ved at se at jeg gør mit bedste og sætte min præstation i et rimeligt perspektiv i forhold til modstanderen, min dagsform, mit humør etc.
Det gør det meget nemmere og så må jeg huske mig selv på, at jeg spillet bordtennis, fordi jeg elsker det lille og hurtige spil.